torsdag den 30. oktober 2014

Bye bye Valrhona

Den ypperste chokolade kommer i manges øjne fra Valrhona, og jeg vil slet ikke regne på, hvor mange penge jeg i tidens løb har vekslet til den dyrebare chokolade. Nu er det venskab dog forbi. På trods af kærlig omsorg for kakaobønnerne og hampre priser, er der nemlig emulgator i alle de varianter af Valrhona chokolade, som jeg har kunnet opstøve. Det behøver der ikke at være, og jeg har allerede fundet mange gode alternativer.

Først var jeg ærgerlig over at måtte vinke farvel til Valrhona, men nu føler jeg mig allermest snydt. Tænk at så stort og dyrt chokoladebrand tyer til tilsætningsstoffer, som andre chokoladeproducenter ikke har brug for. Det er virkelig overraskende, og det har om noget ændret mit syn på kvalitet.

Amadei og Amma kan sagtens producere chokolade uden emulgator, og det behøver ikke engang komme op i de prisklasser. I Netto kan man få økologisk mørk chokolade på både 70% og 85% uden emulgator til bare 18 kr for 100 g, og næsten alle Irmas økologiske chokolader er også uden overflødige ingredienser. Det kunne Valrhona godt lære lidt af.

Irmas hvide chokolade er i øvrigt superlækker. Den indeholder muscovadosukker, og har derfor en ret særpræget farve, som måske ikke er så pyntelig til overtræk. Til gengæld smager den godt.
Mørk chokolade fra Netto og "hvid" fra Irma

mandag den 13. oktober 2014

At finde diamanter

Det er ikke meget slik, vi spiser herhjemme efter at vi er begyndt at bevæge os uden om tilsætningsstoffer. Det gjorde vi sådan set heller ikke før, men der er alligevel langt fra et par gange om måneden til stort set aldrig. De seneste to måneder har vi faktisk kun spist slik til to fødselsdagsselskaber.

Af og til kan jeg dog godt savne en håndfuld gode lakridser, og jeg har da også undersøgt udbudet af økoslik og kigget på emballager i supermarkedet. På nettet er der et okay udvalg, men en akut lakridstrang kan altså ikke tilfredsstilles ad den vej, og med porto oveni prisen bliver det også lidt pebret. Og nej, herhjemme er en slikskuffe med en større forsyning ikke en mulighed. Den ville blive rippet i løbet af nul komma fem med mavepine og kvalme til følge.

For nylig fandt jeg dog ikke bare guld men diamanter, da jeg sukkerkold efter halvanden times hård træning var ude at købe ind. Slik bliver jo aldrig rigtig menneskeføde, men disse lakridser fra malaco er det mest fornuftige produkt, jeg har set i et almindeligt supermarked.
Lakridserne indeholder hverken aroma- eller farvestoffer, og så smager de rigtig godt. De er i familie med to andre varianter, som dog indeholder flere tilsætningsstoffer, så der er ikke tale om en serie af mere lødige produkter. Dette er dog et ret godt eksempel på, at det kan betale sig at nærstudere emballagen, da der kan gemme sig noget godt mellem alt skidtet.

De sorte diamanter indeholder følgende ingredienser:  sukker, glukosesirup, modificeret stivelse (bl.a. hvede), lakridsekstrakt (2,8%), ammoniumklorid, salt og anisolie. 

Det er altså i orden.

torsdag den 25. september 2014

Rent mel i posen eller?

Ak, hvor kan man føle sig snydt. Indtil videre har de fleste indlæg handlet om, hvor svært det er at købe brød uden tilsætningsstoffer, og jeg har fundet tilfredsstillelse i at bage mit brød selv. Desværre var det slet ikke så god en løsning, som jeg troede.

Man kan nemlig ikke købe hvedemel uden ascorbinsyre i den almindelige dagligvarehandel.

Ascorbinsyre, melbehandlingsmiddel, c-vitamin, E300 - kært barn har mange navne. Formålet med stoffet er at øge melets hæveevne. Det forsvinder under bagningen og er fuldstændig uskadeligt, så sundhedsmæssigt er der heldigvis ikke nogen problemer. Jeg synes bare, at det er så hamrende ærgerligt, at jeg ikke kan få rent hvedemel, og vil faktisk gerne betale med den lavere hæveevne.

Jeg vil til gengæld ikke betale prisen for de to poser rent hvedemel, som jeg trods alt har fundet. Begge poser kan købes i Irma og koster henholdsvis 20 og 25kr/kg. Det er den dobbelte pris af andet økologisk hvedemel og fire gange så dyrt som det billigste. Det er desværre for dyrt for mig.

Den ene af de to varianter indeholder hele 13g protein mod 10 g i de fleste andre hvedemel. Proteinindholdet er relevant i forhold til melets hæveevne, og med 13g burde man kunne få et rigtig fint resultat - også uden melbehandlingsmiddel. Det er superlækkert stenmalet mel, som jeg helt sikkert skal prøve i et brød en dag, men til hverdagsbrug er det for dyrt og til kager er det ikke fint nok.

Det undrer mig, at jeg ikke kan få rent hvedemel i en billigere prisklasse, og det ærgrer mig, at det er nødvendigt at gå på kompromis for at kunne få andet end rugbrød på bordet. Jeg tror ikke på, at det er umuligt at fremstille billigere hvedemel uden tilsætningsstoffer, men jeg må indrømme, at jeg lige pt. ikke orker at gå mere ind i det, selvom det generer mig, at noget så basalt som mel ikke bare er mel.

torsdag den 18. september 2014

Mmmmm pizza

Tænk at man kan få pizza helt uden tilsætningstoffer! Frostpizza er en meget sjælden gæst hos os, men når det skal gå lidt stærkt og rugbrød åbenbart ikke kan fremstilles industrielt uden tilsætningstoffer, ja så bliver det pizza. Hvor sært er det ikke, at en pizza kan være det fornuftige valg? Det havde jeg ikke set komme.

torsdag den 4. september 2014

Logik for... coop?

I maj var jeg til en rigtig fin konference arrangeret af coop under titlen "Mad er meningen!" Formålet var at sætte en ny dagsorden, som skal få bedre mad i dagligevarehandlen og god mad tilbage på middagsbordet. Ambitionerne var høje, debatindlæggene gode og 300 aktører fra forskellige fødevareproducenter, interesseorganisationer mm. diskuterede livligt, hvordan coops madmanifest burde skrues sammen.

Ja, fint var det. Og spændende. Og jeg var meget beæret over at være inviteret med og få lov at bidrage med mine mange holdninger som forbruger.

I dag sidder jeg så med den nyeste udgave af Samvirke i hånden, og tænker, at de måske burde have inviteret deres egne indkøbere i stedet for mig. Som svar på, hvorfor burgerboller i Fakta og Brugsen er produceret i Polen, kommer de nemlig med følgende forklaring:

"... Grunden til, at vi har burgerboller, der er produceret i udlandet, er, at der ikke var danske bagerier, der kunne bage til os med en ønsket holdbarhed..."
Jamen er det ikke smukt? Jeg er ret sikker på, at den "ønskede" holdbarhed ikke skyldes særligt polsk mel og at prisen for den øgede holdbarhed er:

  1. et ringere produkt med flere tilsætningsstoffer
  2. øget CO2-belastning pga. lang transport
  3. nul støtte til dansk landbrug og danske fødevareproducenter
Det allerværste er, at de danske brødproducenter med garanti kan skabe uhyggeligt ringe produkter med en i forvejen mistænkelig lang holdbarhed til ikke særligt høje priser, og at coop alligevel vælger et så elendigt produkt, at ikke engang de danske producenter vil lægge navn til det.

Tak for en fin konference til coop - der er lang vej igen.

tirsdag den 26. august 2014

Det daglige brød

Det er helt bestemt muligt at blive mæt uden tilsætningsstoffer. Frisk frugt og grønt, kød, havregryn, mel, pasta, ris, mælk og ost kan findes i alle supermarkeder og indeholder sjældent e-numre og andet stads. Hvis man laver al sin mad fra bunden, er der derfor ingen problemer. Men er der nogen, der gør det i dag? Hele tiden?

Selvom vi foretrækker hjemmebagt brød, og bager hver uge, sker det næsten lige så ofte, at der ryger et plasticemballeret brød i indkøbskurven. Det er jo altid godt med en pakke pitabrød i skuffen til de travle dage og der skal jo stadig smøres madpakker, selvom rugbrødsdejen bliver rørt sammen en dag for sent, fordi man hellere ville se en krimi.

Her i ferien måtte surdejen give op, og med lange udsigter til hjemmebagt rugbrød begyndte jeg mit nul-numre-forsøg med at købe brød.

Det kan man ikke. Der findes slet ikke brød uden tilsætningsstoffer i mit nærmeste supermarked. Der er måske ikke e-numre blandt ingredienserne, men der er melbehandlingsmiddel eller ascorbinsyre i alle de rugbrød, jeg tjekkede. Selv de økologiske. Det er der jo ikke noget skadeligt i, men da det var startsskuddet på vores forsøg, var jeg ikke spor kompromissøgende, og indkøbskurven blev i stedet fyldt med rugmel, rugkerner, kærnemælk og gær.

Der var også andre mærkværdige ting i de fleste brød, og selvom der som sådan ikke var noget i vejen med nogen af ingredienserne, undrede det mig, hvad de lavede i rugbrød.

Brød bliver helt sikkert den største udfordring i forhold til at undgå tilsætningsstoffer. Det er ikke realistisk altid at være på forkant og have fryseren fyldt med hjemmebagt brød, og jeg håber derfor, at jeg meget snart finder et ærligt brød, så et kompromis ikke bliver nødvendigt.

Tips montages gerne!



mandag den 25. august 2014

Det begyndte med en islagkage...

En mørk vinteraften hyggede jeg mig med at bestille dagligvarer til levering den efterfølgende dag. Der var tilbud på en islagkage fra Anton Berg, og selvom den ikke var på indkøbslisten, klikkede jeg på den.

Stor var min overraskelse, da jeg så ingredienslisten. Den var godt nok lang! Jeg droppede idéen om islagkagen, og kom i stedet fløde og æggeblommer i kurven. Hellere lave isen selv end at købe en dyr færdigvare bestående af ingredienser, jeg knap nok kunne udtale.

Da 'Den hemmelige kok' af svenske Mats-Eric Nilsson så udkom i en dansk udgave i foråret, måtte jeg eje den. Nu er den læst, og det jeg allerede vidste, står nu endnu klarere: Hvis man vil have rigtig mad, skal man lave den selv.

I en hverdag med arbejde og småbørn, kan det dog godt være vanskeligt - for ikke at sige umuligt - at undgå færdigprodukter. Men kan det lade sig gøre at undgå tilsætningsstoffer?

Det næste halve år vil vi gøre forsøget og studere ingredienslisterne grundigt, når vi køber ind.

Vi har allerede været i gang i 10 dage, og indtil nu går det godt. Selvom madlavningen har høj prioritet og vi sjældent køber færdigprodukter, har der dog alligevel været en række faldgruber, som har overrasket os og gjort vores indkøb vanskeligere end normalt. Det er disse udfordringer og deres løsninger, som jeg vil skrive om her.

Forsøget varer til udgangen af februar, hvor også min barsel slutter. Uden orlov er jeg nemlig ikke sikker på, at vi ville kunne prioritere forsøget i en af og til krævende hverdag. Hvis alt går vel, er de tilsætningsfrie indkøb blevet så meget vane, at vi ikke engang opdager overgangen til marts. Hvis ikke har vi gjort forsøget og vil kunne træffe bevidste valg om, hvilke kompromiser der er nødvendige og hvornår det er værd at tage omvejen for det reneste produkt